Lørdag den 18. November 2023 kl. 20.00 i Hvalsø Kulturhus
Verdensmesteren i kromatisk mundharpe, Mathias Heise, er tilbage med sit Quadrillion-projekt og elektrificerende fusionsjazz på bandets tredje og selvbetitlede album, der er udkommet på Giant Sheep Music d. 3. juni.
Selvom drengene er blevet lidt ældre, siden succesen med deres 2017-album ‘Decadence’ med den Grammy-vindende George Duke-producer Erik Zobler, er den ungdommelige, uimponerede leg med skæve rytmer, synthesizere og guitarpedaler bevaret.
Hvor debut-albummet Sudden Ascent (2015) og efterfølgeren Decadence fik form i studiet, indeholder QUADRILLION et udvalg af nye numre, der er blevet grundigt afprøvet og kontinuerligt forfinet live på de danske jazzscener.
Mathias Heise Quadrillions originale blanding af funk, rock og jazz leveres med elektrificerende guitarsoloer, squelchende synthesizere og hårdtslående beats i en fascinerende verden af iørefaldende grooves.
Mathias Heises tekniske hekseri på mundharpen er exceptionelt hele vejen, og de øvrige bandmedlemmer sætter også konsekvent barren højt: Hårdtslående, metriske tryllerier leveres af trommeslager Aksel Stadel Borum side om side med David Vangs ubønhørligt funky basspil og guitarist Mads Christiansens overdådige, harmoniske soundscapes.
Mathias Heise (keys, kromatisk mundharpe)
Mads Christiansen (guitar)
David Vang (bas)
Aksel Stadel Borum (trommer)
+ gæster:
Anders Malta (trompet), Jonas Due (trompet/flugelhorn), Oilly Wallace (altsax), Frederick Menzies (tenorsax) og Yohan Ramon (percussion)